Test: Corsair Ironclaw RGB Wireless Gaming Mouse

Styre-enheder d.  15. august. 2019, skrevet af KleitusIV 0 Kommentarer.  Vist: 4591 gange.

Korrekturlæser: jmose
Billed behandling: KleitusIV
Oversættelse: KleitusIV

Pristjek på  599,00
Produkt udlånt af: Corsair
DK distributør: n/a

Test

 

 

I dette afsnit vil jeg dele mine personlige erfaringer med brugen af Corsair Ironclaw RGB Wireless. Jeg har testet den på Corsairs egen (bredde) musemåtte sammen med et Corsair K70 LP tastatur. Jeg bruger til daglig en Corsair Ironclaw med ledning, så en sammenligning er naturlig at foretage, hvilket jeg også gjorde på forrige side.

 

Komfort/ergonomi

Som tidligere nævnt er Ironclaw en stor mus designet til højre hånd og "palm" grip. "Palm" grip er hvor hele hånden hviler på musen.
 


Ergonomi er selvfølgelig en helt personlig ting, men er man som jeg udstyret med store hænder og godt kan lide "palm" grip style, så er Ironclaw en helt perfekt mus. Der er også en grund til at jeg i forvejen har ledningsudgaven, fordi jeg synes den passer suverænt til min hånd. Ironclaw wireless er identisk udformet med ledningsudgaven, så derfor ligger den naturligvis også perfekt i min hånd.

I forhold til ledningsudgaven har Ironclaw wireless dog fået tilføjet 25g og vejer nu 130g i stedet for de 105g som ledningsudgaven vejer. Dette er ikke uvæsentligt, og man kan tydeligt mærke det når man går fra den ene til den anden. Igen er det også en personlig sag, og nogle mennesker vil ligefrem foretrække en tung mus, men personligt havde jeg det bedre med min ledningsudgave efter en aftens gaming end med den trådløse udgave pga. vægten. Der er selvfølgelig også ekstra knapper og mere RGB lys at blære sig med, men hvis det ikke er et problem med ledning, hvilket er tilfældet for mig selv, da min ledning sidder i tastaturet, vil jeg gå efter ledningsudgaven pga vægtforskellen.

Knapperne er lette og behagelige at bruge, og reagerer hurtigt. Det samme gør sig gældende for hjulet. Ergonomisk har jeg dog et problem med den øverste knap mellem "frem/tilbage" knapperne, som er placeret så mærkeligt at jeg ikke kan finde en finger der under normale omstændigheder vil kunne klikke på den. Man skal være meget bevidst om at bruge den, og måske ligefrem kigge ned på musen. Jeg oplevede flere gange at komme til at ramme en af de andre knapper når jeg forsøgte at bruge den.

 

Gaming og daglig brug

Jeg har brugt Ironclaw Wireless i en række spil, for at teste hvordan den klarede sig. Far Cry New Dawn og Fortnite blev spillet i FPS genren, World of Warcraft i MMORPG, og Assassins Creed Odyssey er jeg stadig ikke blevet færdig med. Ironclaw Wireless klarede sig helt perfekt, og er lige så præcis, som man forventer den skal være. Set i forhold til Glaive, M65 Elite og Ironclaw med ledning, som for nyligt er testet her på siden, er det også samme sensor og teknologi der er base for musen, så det er kun den trådløse del der er forskellig.

Jeg har testet musen med Corsairs 2.4GHz "Slipstream" USB dongle, og der var intet at mærke ift. at bruge musen med ledning. Den var nøjagtig lige så hurtig som med ledning. Jeg kunne desværre ikke teste Bluetooth, da min gamer-computer ikke har Bluetooth, og jeg ville ikke udsætte min laptop for hurtig FPS gaming.

Den øgede vægt på Ironclaw Wireless gør dog, at jeg ikke var så hurtig, som jeg normalt er med min kablede udgave af musen. Det er ikke fordi det var helt umuligt at spille med den, og det kørte da også ok, men de 25% ekstra vægt gør alligevel en forskel, og personligt foretrækker jeg en lettere mus. Jeg har tidligere brugt en Logitech G700S, som med en vægt på 147g var endnu tungere, og der gik jeg også tilbage til ledningsmus for at få en lettere mus. Så det er helt klart en personlig præference, og eftersom jeg intet problem har med ledning, er trådløs ikke så vigtig for mig.

Ironclaw Wireless har dog været en fornøjelse at bruge alligevel, og den er selvsagt også perfekt at bruge til almindelig kontor-brug, og DPI skift er let og fedt at have, når man skifter mellem at manøvre rundt i windows og billedredigering på pixel-niveau.

 

På næste side runder vi af med konklusion.