Harddisk eller SSD? Hvad og hvornår.

Solid state disk d.  12. juli. 2016, skrevet af Polarfar 11 Kommentarer.  Vist: 21252 gange.

Korrekturlæser: jmose
Billed behandling: Polarfar
Oversættelse: Polarfar

Pristjek på http://www.pricerunner.dk 0,00
Produkt udlånt af: n/a
DK distributør: n/a

Hvad skal jeg vælge?


Vi skriver nu 2016, og selv om SSD'er efterhånden er standard i nye PC'er, så er det ikke den eneste sagliggørende måde at lagre data på. Lige meget hvordan vi vender og drejer det, så er det stadig langt dyrere per megabyte plads at investere i SSD teknologi. Det er nu vi skal til at bruge hovedet når vi skal vælge lagermedie.

 

Styresystemet
Den korte version - brug en SSD. Ligemeget hvad øvrige krav du har og hvad du skal bruge maskinen til, så er der ikke noget der slår de nuværende SATA3 og M.2 typer når du skal afvikle Windows, MacOS eller Linux.

SSD'er fås i flere prisklasser alt efter hvor hårdt du har tænkt dig at belaste dem. Det er derfor vigtigt at du ved nogenlunde hvad din maskine skal bruges til, og hvor mange timer den står tændt dagligt. Den flashram som SSD'er er bygget af slides nemlig hver gang du skriver og læser. Den billigste TLC flashram kan kun klare omkring 1000 operationer per celle, men det er rigeligt hvis du bare skal bruge den i en kontormaskine. Du får hvad du betaler for, og det kan ofte betale sig på den lange bane at lægge de ekstra 2-300 kroner for at få lidt bedre kvalitet og bedre garanti. Faktisk er flere producenter begyndt at tælle den samlede mængde skrevne data som en parameter i garantiperioden - eks. 3 år eller 90 TB data skrevet.



Her er det en OCZ TRION 150 i budgetklassen.
 

Styrken ved flashram baseret hukommelse er at det stort set eliminerer søgetiden. På en mekanisk harddisk ligger alle data på en eller flere plader der kører rundt, typisk med 5400 eller 7200 o/min. Det betyder at der er et kort tidsrum, fra du beder om at få læst eller skrevet data, til læsehovedet når frem til det sted på pladen det skal foregå. En harddisk ligger på 5-10 milisekunder hver gang den skal finde en ny datablok. For flashram er vi nede i nogle få mikrosekunder. Det kan mærkes på responstiden, og dit styresystem vil føles helt anderledes levende når du eksempelvis ikke skal vente 5 sekunder fra du klikker på internet browserens ikon til du kan begynde at surfe. SSD'en bør være dit førstevalg til operativsystemet. Har du en ældre maskine med SATA2 porte så fortvivl ikke. SATA3 er bagudkompatibelt, men læse og skrivehastighederne vil toppe omkring 280 MB/s, mod 560 MB/s på en SATA3 port. Selv en gammel SATA1 maskine vil føles hurtigere, da søgetiden næsten elimineres. 



Et eksempel på en hybrid harddisk.

Alternativet til en SSD kommer i form af hybrid harddiske. Det er mekaniske harddiske der indeholder en mindre mængde flashram, der bruges som buffer, typisk 8 eller 16 GB. Denne type drev "lærer" hvilke filer du bruger oftest, og sørger for at de lagres i SSD delen. Du vil opnå næsten samme hastighed som med en ægte SSD, men når du har større opgaver eller bruger mere sjældent brugte programmer vil du være tilbage på harddisk hastighed, da drevet nu skal læse og skrive fra mekaniske plader. Til gengæld er det langt billigere per megabyte, cirka halv pris, og du kan få 2,5" hybrid diske op til 1 TB. Det vil oftest være bærbare PC'er der kan få glæde af en sådan løsning, da der oftest kun er plads til et 2,5" drev, men de fås også med større kapacitet i 3,5" versioner.

IDE harddiske - ja, der findes enkelte fungerende eksemplarer endnu. Har du sådan en gammel sag så er der firmaer der har lavet løsningen specielt til dig. Jeg faldt tilfældigt over en 2,5" IDE til mSATA konverter, der kan bruges i bærbare. Den erstatter din IDE harddisk med et adapterkort, hvor du kan montere en mSATA SSD. mSATA er præcis det samme som almindelig SATA, samme stik og strømtilslutning. Det er bare en anden formfaktor. 



DeLOCK Converter mSATA > 44 pin IDE


Resultatet er naturligvis ikke på højde med en rigtig SATA port, men du har elimineret søgetiden, og du udnytter båndbredden på IDE/ATA maksimalt. Adapter + 60GB SSD fås for lige under 500 kr i DK. Tilsvarende fås til 40 pins IDE porte.
 

USB 3.0 siger du så! Den nyeste aftapning af USB porten har en båndbredde på 5 Gbit/s, svarende til 625 MB/s overførsel, og en USB stick er fuld af flashram, så hvorfor har man ikke bare sit operativsystem i lommen, til at plugge ind i enhver PC og boote fra. Svaret er at det kan man godt, men det er de færreste USB sticks der kan prale af SSD hastigheder, og så er en stick ikke designet til at flytte så mange data kontinuerligt. Den bliver meget varm, og controlleren er heller ikke optimeret til systembrug. Men det vil virke, og der er eks. LINUX distroer derude, der er designet til at køre fra en stick, med operativsystem, grafisk brugerflade og kontorprogrammer, som du så tager med dig når du forlader PC'en.


NAS og filservere
Når vi snakker ren lagerplads er mulighederne mange. Den billigste løsning er stadig en gammeldags mekanisk harddisk. En typisk moderne kontor PC indeholder gerne en SSD på 60-120 GB til at køre styresystemet og de mest brugte programmer, og så en mekanisk disk på 1-2 TB. Så er man rigtig godt kørende.


 
Eksempel på en NAS til to harddiske.


Skal du have mere sikkerhed og mere plads skal vi til at snakke dedikerede lagerløsninger, filservere og NAS (Network Attached Storage). Fordelen ved disse løsninger er at de kan køre RAID på to eller flere harddiske. Bruger du RAID1 til at spejle to harddiske vil du have relativ høj sikkerhed for dine filer. Kombinerer du fire diske til RAID 0+1 får du både hastighed og sikkerhed. Det interessante er at det nu er dit netværk der sætter hastighedsbegrænsningen. Et kablet gigabit ethernet, der er det hurtigste netværk til hjemmebrug, kan klare overførselshastigheder på op til 125 MB/s. Det giver altså ingen mening at sætte fire 1 TB SSD'er op i RAID på en filserver. Det er spild af penge.


En god harddisk kan klare overførselshastigheder på omkring 120 MB/s, og de aller hurtigste ligger på 140-150 MB/s. Vi er altså langt fra det maksimale en SATA3 port kan klare. Derfor giver det god mening at RAID'e mekaniske drev i en NAS/filserver, men søgetiderne vil stadig være lange i forhold til flashram.

Skal det være hurtigere, eksempelvis i din fine nye spillemaskine med tre grafikkort, vandkøling og overclocket CPU, hvor man jo bare ikke gider ventetid når DOOM skal indlæses, så er svaret naturligvis flere SSD'er. Enten med en lille SSD som systemdisk og en større som lager, eller to SSD'er i RAID0. Et RAID0 vil næsten fordoble hastigheden, så du kan komme op på omkring 1 GB/s i overførselshastighed. Det er noget der kan mærkes i forhold til en harddisk. Men hvis jeg skal være ærlig, og det skal jeg, så er det minimalt hvor meget forskel der reelt er at mærke mellem en enkelt SSD og to SSD'er i RAID0. Ydermere så fordobler du chancen for at miste dine data. Hvis blot den ene af de to SSD'er fejler så mister du alle data på begge.

Den helt korte konklusion er at RAID ikke er noget du bør bruge andre steder end i dedikerede servere. Til hjemmebrug er det ikke hverken rentabelt eller i det hele taget nødvendigt.

 

bauner
 
Passiv Hwt crew
Tilføjet:
12-07-2016 10:09:50
Svar/Indlæg:
853/71
Super fed artikel.


Biostud
 
Elitebruger
Tilføjet:
12-07-2016 13:09:30
Svar/Indlæg:
2897/83
Vil sige at søgetid og IOPS også er en ret vigtig ting når man ser på drev.

En standard harddisk har måske op til 300 IOPS, hvor de nyeste nvme SSD'er (950 pro) har op til 50.000 IOPS.

Random read/write på en harddisk ligger typisk under 0.5/1 mb/s, hvor den tilsvarende for 950 pro kan komme op på 50/170 mb/s.

Søgetiderne på harddiske ligger typisk omkring 5-6 ms, mens for en 950 pro ligger den på 0.02 ms.

Så derfor er SSD'ere ikke bare 5-6 gange hurtigere, men i mange scenarier flere hundrede gange hurtigere.


Polarfar
 
Senior Skribent
Tilføjet:
12-07-2016 13:27:31
Svar/Indlæg:
2309/846
#2
IOPS tallene på NVMe typerne ligger over 200.000, faktisk op til 300.000 på enkelte. Det har helt sikkert betydning også. Jeg har blot forsøgt at holde niveauet for artiklen på "kasser og vandrør"

🙂


jmose
 
Moderator
Tilføjet:
12-07-2016 16:43:52
Svar/Indlæg:
3863/538
Jeg skal altså have mig en SSD een af de her dage.... 😳 Det er vist på tide at komme lidt ud i virkeligheden... 🤣


kedde2007
 
Elitebruger
Tilføjet:
12-07-2016 17:53:03
Svar/Indlæg:
704/19
God artikel. :yes: 😲


Zeelock
 
Overclocker
Tilføjet:
12-07-2016 20:20:08
Svar/Indlæg:
233/22
Rigtig god artikel 🤣


Sven
 
Superbruger
Tilføjet:
12-07-2016 20:25:21
Svar/Indlæg:
3661/82
nice artikel. Jeg fik dog kun skimtede artiklen igennem da jeg er paa arb pt.


Jeg er klar over at artiklen henvende sig mest til hjemmebruger men det havde vaeret bonus hvis den tog skrive hastighed throughput og delay med.

I mange Skrive (ultra) tunge situationer kan SSD drev ikke foelge med pga den skal lave et read/erase/write og ikke bare kan overskrive en sector.
Det er som sagt absolut ikke noget den almindelige bruger/gamer kommer ind i


kommentar 2

man kunne engang faa ram drev med dedikeret psu saaledes at man kunne slukke sin maskine og stadigvaek have alt sin data paa ram. det var en del tid foer SSD drev kom frem.

eftersom baade SSD og fysiske ram drev maxed sata ud var der mget lille forskelle imellem dem (igen ultra tugns kricninger var der stor forskell) og markedet doede.
ram drev var for eksortisk og dyrt og SSD var en naeste ligesaagod loesning i de fleste tilfaelde, som fysiske ram drev.



Svaret blev redigeret 2 gange, sidst af Sven Bent d. 12-07-2016 20:37:10.


_Letni
 
Elitebruger
Tilføjet:
18-07-2016 15:10:51
Svar/Indlæg:
3059/255
Fed artikel.

Og så alligevel dejligt at få bekræftet sin teori ang valg af lagermidler til OS.


LHM
 
Nørd
Tilføjet:
21-07-2016 10:05:11
Svar/Indlæg:
141/22
Super overskuelig artikel. tak.
rigtig brugbar når man er ved at planlægge sin næste pc


Rafcio
 
Elitebruger
Tilføjet:
02-08-2016 13:05:29
Svar/Indlæg:
445/32
Dejligt med en go omgang orientering uden at man skal have en professorat for at forstå det.


Shadowhunter
 
Elitebruger
Tilføjet:
02-08-2016 18:06:58
Svar/Indlæg:
5474/39
Fejl I Ikke oplyser hybriddiske er meget dyrere i indkøb end alm ssd. De er ikke så meget bedre end alm harddisk,

Desuden for mange TB for 1000 kr i forhold til ssd, du vil have en backup disk på 3,5" end købe alt pladsen på barbaren.


Svaret blev redigeret 1 gang, sidst af Shadowhunter d. 02-08-2016 18:08:41.