Test: OCZ Vector 180 ssd

Solid state disk d.  28. april. 2015, skrevet af Polarfar 0 Kommentarer.  Vist: 9037 gange.

Korrekturlæser: noXpert
Billed behandling: Polarfar
Oversættelse: Polarfar

Pristjek på http://www.pricerunner.dk 2279,00
Produkt udlånt af: n/a
DK distributør: n/a

Introduktion


Vi har testet en del OCZ SSD'er på HWT gennem tiden, og en af de positive oplevelser plejer at være Vector serien, der er rettet mod entusiasterne. Vi har lånt en 480 GB model fra den netop ankomne Vector 180 serie. OCZ Storage Solutions, som firmaet hedder efter Toshiba overtog roret, har mange gode kort på hånden. OCZ opkøbte indilinx og dermed adgang til Barefoot controller chippen - det bankende hjerte i enhver SSD. Samtidig er Toshiba producent af den flashram der udgør selve hukommelsen. De to ting sammen med et hold dygtige ingeniører plejer at resultere i nogle fornuftige produkter. 

 


 

Således indeholder Vector 180 serien en Barefoot 3 M00 controllerchip, der er den hurtigste type og den nyeste 19 nm flashram kaldet A19 MLC. Læse- og skrivehastighederne skulle nærme sig 550 MB/s og IOPS tallene være i nærheden af 100.000. Det ser vi på under testen. Som noget nyt indeholder Vector 180 en speciel funktion kaldet Power Failure Management Plus, eller PFM+. Den sørger for hele tiden at kopiere bufferen over i flashram'en, således at du ikke mister data hvis du skulle komme ud for et strømudfald. En del SSD'er og data er døde på den konto, så det er helt sikkert et velkomment tiltag. Sammen med Vector 180 lancerer OCZ også et nyt monitorprogram, kaldet OCZ Guru, til at overvåge SSD ydelsen og sørge for statistik, firmware opgraderinger osv. Det ser vi også lidt nærmere på i artiklen.



 

Ligesom ARC100 og Vertex 460 serien er Vector 180 omfattet af OCZ's byt-til-nyt service kaldet ShieldPlus, der kort sagt betyder at hvis produktet fejler, så får du en ny SSD uden yderligere bøvl inden for de 5 år garantien gælder. Og det gælder også selv om du ikke er den oprindelige køber af produktet. 

Lidt om SSD'er generelt på næste side, inden vi kaster os over den lille ny.